søndag den 28. marts 2010

Hvem trøster arkitekten?

Ja, sorry! Det bliver ikke mig, jeg render nemlig stadig rundt og danser sejrs-boogie-woogie over nedrivningen af verdens mest genstridige lian, ja, du læste rigtigt - LIAN! Og hvor er Tarzan lige henne, om jeg må spørge ...?

I går tog min kære far og mor med ud i kolo. Bevæbnet med, grensav, grensaks, gummistøvler og kaffe, gik vi i krig mod arkitektens trøst. Og hold da kæft, hvor var mine forældre effektive, vupti! Så var lianen fra Helvede stort set historie! Her er lidt "før", "under" og "efter" billeder, så du kan se hvor mange ekstra m² jeg fik efter det vundne slag.

Før krigen

Før krigen


Under krigen

Under krigen

Efter krigen

Efter krigen

Dette her er Robin Ruth, der nysgerrigt så til mens familien Dyreborg/Hansen vandt tabt land tilbage.

søndag den 21. marts 2010

Endelig!!!

Så oprandt dagen, hvor jeg kunne tilbringe nogle timer i kolo uden at min røv frøs af! Og jeg skal lige love for at jeg kom i kolo-humør, så meget at radioen blev skruet om på P4, hvor Giro 413 spillede skøn dansktop på bestilling - "der blev samlet ind i Jennys sko, til hendes 65-års fødselsdag …" - ja, kolo-humør eller kolo-kuller, døm selv!

Det blev til et par udstregninger på "to do"-listen og tilføjelse af endnu flere punkter, godt at kolo-sæsonen først starter officielt d. 1. april.

Nu er jeg ikke typen, der hader ... når det så er sagt, så må jeg indrømme, at der er et par vækster eller tre, der er kommet på listen over ting jeg bryder mig meget lidt om. Én særlig vækst har lagt sig helt i front ARKITEKTENS TRØST!! Jeg prøver virkelig at kalde det haveterapi imens jeg går og fjerner den, (den har overtaget verdensherredømmet omme bag i min have), har nu mest lyst til at lave en botanisk version af "Motorsavsmassakren" på den ...!!!

Forsvind din !%#&@% afrovækst!!!

Dejlig første forårstur i kolo! Og et sidste blik på Victoria.

Og så fik Victoria en tur med fukssvansen, farvel og tak for dejlige blommer! Peter, så er der træ til dine fine skåle og hvad du ellers finder på ved drejebænken!

Jeg begynder så småt, at drømme om kompot :)

søndag den 14. marts 2010

For enden af regnbuen ...

... ligger lille røde Ruth!

Sidste år var det ikke kun haverne ude i kolo, der var en fryd for øjet. Himlen viste sig også fra sin bedste side og imponerede med regnbuer og en enkelt halo.

Og nu er det ganske vist, hvis vejret bliver som i denne weekend, så står den på kolo! kolo! kolo! i næste uge.
På "to do"-listen står der:

Arkitektens trøst - væk
Victoria blommetræ - fæld
Ribes - fæld/fjern
Ruth - ryd op
Kaffe - drik
Forårssol - slik
Have - nyd! nyd! nyd!




mandag den 1. marts 2010

Farvel kære Victoria

Trist er det, men mit dejlige Victoria blommetræ må lade livet, så snart vejret er til det. Hun står i vejen i indgangen til haven og jeg kunne godt tænke mig lidt mere lys og plads, når man træder ind i haven.
Til gengæld bliver hun til skønne skåle, når træmanden Peter ude fra kolo går i gang ved drejebænken! Heldigvis, står der jo stadig to dejlige Opal blommetræer, der kun får en lettere studsning her i foråret. Jeg må vist også hellere få lavet noget blomme-halløj af alle de blommer jeg har liggende i fryseren fra sidste år. Gode blommeopskrifter er velkomne, både her og på mail!