mandag den 11. oktober 2010

Sunny sunday ...

Lægge tulipanløg ✔

Hænge solsikkehoveder op til fuglene ✔

Grave op og gemme de planter, der ikke skal pløjes ned til foråret ✔

Da jeg ankom til kolo i søndags kom der mærkelige lyde inde fra mine naboer af. Det viste sig at de stod og baksede med en tung havedør, som var meget genstridig og usamarbejdsvillig. Derfor gav jeg en hånd og tilgengæld fik jeg en dejlig klase hjemmedyrkede druer af min søde nabo.

Er der også noget, som hedder efterårsrengøring ...? Og behøver man at gå ind for det!?? Synd for Ruth at min spindelvævstærskel er så høj ...

Hvor provokerende er det at hænge og se så lækker og sprød ud I NABOENS HAVE!!! Var meget tæt på at kunne skrive æbletyv på mit CV, men er desværre for regelret og frk. kolo-moralsk-korrekt ...



Det blev ikke til mere end 5 blommer i år og 4 af dem var med orm, sikkert også den, der havnede i min mave ... så må jeg jo stå her under træet og drømme mig til, at 2011 bliver et super godt blommeår ...

Det værste ved denne blog er, at alle kan følge med i, hvor håbløs jeg er til at ride på spaden, samme dag som jeg sadler den ... Har ikke tal på, hvor mange gange jeg har ytret, at nu skulle hele haven få sig en ordentlig omgang. Som I kan se er jeg bare fuld af gode intentioner ... en drømmer, om I vil ... men hav tålmod, så længe drømmene lever, så skal der nok ske ting og sager på lille Ruth og i hendes have!!! ...måske...tror jeg nok...helt sikkert...

Aaahhh! Efterår!!

søndag den 26. september 2010

Oktobers offergave

Det er dejligt at kende én, der kan sin højskolesangbog! Så da jeg i går tog til Egeskov for at nyde den varme efterårssol og havernes sidste farveeksplosioner sammen med Sigrid, (le connaisseur), mindedes hun denne sang, da vi gik igennem georginehaven.

Septembers himmel er så blå
Alex Garff
(1904-1977)
Otto Mortensen
(1907-1986)

Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande fór
med sol på sine vinger.

Der er en søndagsstille ro
imellem træ´r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.

Hver stubbet mark vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rig er årets sidste flor:
oktobers offergave.

De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste.
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.

At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.

Jeg starter med billederne af georginerne, men de var absolut ikke de eneste, der stod i fuld flor

















Sommerfuglejagt og gyldne efterårsfarver ...









Nu er det rigtig blevet tid til uldsokker, varme toddy'er og for mit vedkommende - planlægning af kolonihavens nye bede, kroge og blomster!! Forbliver planerne ikke i mit hoved, men kastes ud på papir, så deler jeg selvfølgelig idéerne med jer her på bloggen.

fredag den 17. september 2010

Snegle smager godt ...

... især med kanel!

For et stykke tid siden havde jeg mine kollegaer på besøg i kolo, der er dog ingen billeder at de charmerende mennesker, da deres job kræver deres identitet forbliver top hemmelig ... well, jeg fik vist ikke lige taget nogle billeder, der rent faktisk er sebare, tsk tsk ...

MEN, jeg fik bagt crumble cake med havens solstik og vilde brombær og så blev det også til en bunke kanelsnegle, som er mit hof-bagværk siden jeg i tidernes morgen fik Brugsens Børnekogebog - kan stadig varmt anbefales! Og sikke vi nød den kølige efterårsaften med lanterner, røverhistorier og myg. Og og og! Så kunne vi minsandten også nyde den glødende solnedgang, takket være den faldne lian og en syren, der er barberet ned til sokkeholderne!!

Cinnamon buns for the cinnamon girls ... and guys!

Kurven fuld af kolo-guf

Neeeeiiii! Iiiiiiihh! Åååååååhhh! Nææææææh!

Tophemmeligt møde i lanternernes skær ...

mandag den 30. august 2010

Den bedste kaffetår!

Kolo om morgenen + kaffe på termoen + dagens avis = lykke!!

Søndag i solen

Så er Ruth og jeg tilbage på bloggen efter en al for lang pause. Jeg vil starte ud med billederne fra en søndag i, (for at bruge et godt Bamse udtryk) nydningens tegn. Havde lidt planer om at være arbejdsom, men det druknede i sollys, sommerfugle og stilhed.

Sommerfuglebusken er et stort mylder af Nældens Takvinge

Lille sommerfugl, lille sommerfugl ... dadadidumdej!

Endnu en skøn rose med ukendt navn og oprindelse ...

Så står den på squash resten af ugen!

Hvor mange kan man mon have i munden på én gang ...?