tirsdag den 29. juni 2010

Ruth har fået en havenisse ...

... eller også er mine evner udi telepatisk græsslåning uovertrufne!!! Faktum er i hvert fald at plænen i min lille kolo-have aldrig har været så fin nyklippet, som den er nu. (Beklager, men kolo-dullen her, havde selvfølgelig ikke kamera med i kolo i dag, så dokumentation mangler ...). Jeg har i den seneste tid været ude for have-mobning, da et par stykker ude i haveforeningen har været efter højden på mit græs ... disse har i en venlig, men bestemt tone fået at vide, at de var mere velkomne til at komme og slå græsset selv. Så konklusionen må være den, at jeg er blevet taget på ordet - hvilket har resulteret i lav græshøjde i haven og højt humør hos undertegnede! I kan da forresten godt få et "før"-billede, så må I vente med "efter" ... og mange tak til "havenissen"!!

fredag den 25. juni 2010

Den søde kløe ...

... må siges at være resultatet af en skøn skøn Skt. Hans aften i kolo! Kolo-myggen Ruddi og hans slæng har gjort et godt stykke arbejde på mine fødder og ankler - og i panden på Diana, der sammen med Eva, Carl Viggo, Sigrid, Maja og Mads agerede myggefoder og dejligt selskab onsdag aften. Kl. 20.00 stod vi klar til at se, arkitektens trøst, vildrosen, Victoria blommetræet og andet godt fra min og de andre kolo-haver gå op i røg. Midsommervisen blev bræget, brummet og sjunget Shu-bi-dua-style alt i mens flammerne forsikrede mig om at visse hadeplanter forsvandt "for good"! "Burn mother f....., BURN!!"

En sang og så var alle mine pinsler væk!

Efter bålet blev vores lille selskab reduceret til Sigrid og jeg, der nød godt af den pragtfulde lyse og lune sommeraften, som bragte os både øl og røverhistorier da vi tog på besøg i en af de andre haver ...


Ja, billederne er affolket "I know", men tilgengæld er det Sigrid, der her har taget et billede af Skt. Hans buketten ...



Nu sidder jeg bare og tripper til næste gang jeg kan sidde og nyde kolo "by night" og gerne med godt selskab, hjemmelavet snaps og kolde øl!

tirsdag den 22. juni 2010

Det blev en nyder ...

... i stedet for en yder, da jeg tog mig en aftentur i kolo i går aftes. Ukrudtet løber jo ingen vegne, så kunne ligeså godt læne mig tilbage og lytte til en kolo-koncert uden lige, samtlige pip'ere i haveforeningen syntes at have noget på hjertet. Ellers var det bare at nyde lyset og storkenæb, der også er begyndt at blomstre ...

Og så var det fodringstid for kolo-myggen Ruddi - velbekomme!

søndag den 20. juni 2010

Humlen af det hele er ...

... at kolo er blevet forsømt igen i dag! Jeg var kun derude i 5 min. for at vande lidt blomster med det vand, der er samlet indendørs i en stor sort balje - hurra for hul i taget!!

Tilgengæld har jeg været på besøg i en anden have, (ja ja, en rigtig forræder er jeg!), Humlemagasinet i Harndrup. Her var der "åben have" og en masse boder med skønne stauder og hjemmebagte tærter, uhm! Jeg var fristet til at erhverve mig en masse dejlige blomster og en rabarbertærte, men mangler "ren" jord at plante ud i, så det blev bare ved kiggeriet. Og tærterne fik hurtigt ben at gå på, så jeg måtte "nøjes" med den skønne rabarbertærte min søde mor bagte som kompensation, da vi kom hjem - 100 x uhmm!!

Det blev ikke til tærtebilleder, men lidt billeder fra "Humlehaven", der var fuld af blomstrende lupiner, pæoner, roser og akelejer.

Og man skal helt klart gøre sig selv den tjeneste, at besøge Humlemagasinet i december og se deres juleudstilling. Når man så har fået nok af julepynt og juletræer, så drysser man over i caféen, hvor man som en anden Maude kan nyde kaffe, the og Prinsesse Marie lagkage af stellet "Blå Blomst".

Nu sidder jeg så her med min dårlige samvittighed over lidt for højt kolo-fravær og spekulerer over om man så kommer op i fuld pensum ...? Spekulerer samtidig over, hvor fedt det kunne være med telepatisk ukrudtsbekæmpelse, men er desværre ikke "alternativ" nok til at tro på at det er noget, som nogensinde ville kunne lade sig gøre ... Nå, nok om mine spekulationer - jeg vil læse/kigge i mine havebøger, (kan jo lige så godt forberede mig på fuldt pensum ...), for at tage toppen af mine abstinenser og måske også snuse lidt rundt på nettet efter spændende haveblogs.

lørdag den 19. juni 2010

Endnu en kolo-fri dag ...

... men så vender jeg frygteligt tilbage i morgen og i hele næste uge. Jeg smutter derud hver dag, så ukrudtet til sidst skriver til formanden og klager over mangel på arbejdsro ...!!

Jeg skrev i forrige blogindlæg at jeg ville indvie jer i haven herhjemme. Jeg har endnu ikke været på fotosafari derude i år, så I får en lille fotoreportage fra august 2008:

Jeg venter lige med at knipse 2010 reportagen til bonderoserne står i fuld flor - så kan I også få den fornøjelse!

Nu vil jeg hoppe ud til mine forældre, hvor den står på grill, kolde øl og VM i fodbold - SKØNT!!! Kan allerede mærke min usynlige klaphat klaske hænderne sammen af bare begejstring! Hvis Danmark går videre efter gruppespillet, så lover jeg at få mig en krukke med:

torsdag den 17. juni 2010

Kolo abstinenser ...

Arbejd, arbejd, eftermiddagsplaner, aftenmøder og regnvejr har holdt mig fra kolo i 1 1/2 uge nu, og jeg kommer nok først afsted fredag elller lørdag ... DET ER IKKE TIL AT HOLDE UUUUUD!!! Jeg skal jo i kolo og slås med ukrudt og genoptage kampen mod vildrose-ungerne, hvis rodnet er langt mere udspekuleret end jeg lige havde regnet med. Her er "før" og "efter" billeder fra en dag, hvor jeg gik amok, men som I også kan se - ikke fik afsluttet det jeg startede, så det står og griner af mig næste gang jeg kommer i kolo.

Det er ikke verdens bedste billede, så det kan være svært at se problemet, men meget af det grønne fnidder på billedet har været genstand for verbale og fysiske øretæver fra undertegnede ...

Og her stoppede mit raseri ... så nu venter jeg bare på endnu et anfald af PMS, så skal jeg sgu nok få onduleret resterne af havens stikkende skægvækst!

Det kan godt være at jeg savner at komme i kolo, men når jeg så er i kolo, savner jeg hende her! Jeg glæder mig til vi kan bo i kolo hele sommeren, der skal bare lige en kæmpe overhaling af Ruth og lidt strøm til, så er vi dem der er rykket! Indtil videre må Karla og jeg "nøjes" med havehygge i vores dejlige lille fælleshave.
- Det kunne være jeg også skulle dele lidt af haven herhjemme med jer derude ...?

mandag den 7. juni 2010

dryp ... dryp ... dryp ... dryp ...dryp ...

Jeg kan trygt sige, at min tomater, (indtil videre) ikke mangler vand! Jeg har jo gået og været lidt bekymret for, hvordan jeg nu skulle holde liv i mine tomater i år ... det er jo ikke hver dag jeg kommer i kolo og hvad gør man så?? Jo, man hopper i Netto og køber 4 flasker gåsevin, skærer bunden af dem, laver huller til snor, prikker et lillebitte hul i skruelåget, hænger flasken op ved tomatplanten og hælder til sidst vand i. - Så har man sit eget drypvandingssystem! Og det ser sådan her ud:

At samtlige vandreserver i himlen så vælger at falde ned dagen efter ... ja, det er jo bare godt for alt det andet jeg plantede ud i går! Og det blev til lidt af hvert: Græskar og squash plantede jeg ud bagved tomaterne og i den "gamle" kompost ...

... og foran den nye er der kommet rabarber og på siden lidt solsikker.

Ja, hvad er så det?!? Det skal jeg sige jer, det er en kælder under vand ... eller et ølhul, kald det hvad du vil. En af de gamle garvede kolo-gutter fortalte mig, en af de første uger efter jeg havde købt Ruth, at det var da min egen lille "kælder", efter jeg havde spurgt ham, hvorfor filan nogen havde gravet en mælkejunge ned i jorden ...

... nu er kælderen blevet til Ruths lille gadekær, da den alligevel altid står under vand, så nu venter jeg bare på det første andepar eller skal jeg nøjes med en frø? Hostaerne, der er sat rundt om gadekæret er en "indflyttergave" fra sidste år, foræret af min veninde Sigrid og hendes mor, så lad os bare sige det var på tide at få dem i jorden. Troede faktisk de var afgået pga manglende pasning, men de er nogle sejlivede sataner og nu skal de bare sprede sig! Ved siden af trappen har jeg sat lidt flere af yndlings blomsten, løvefod.

Totalt opstillet havefryd!! Men er der noget bedre end en kartoffelmad med mayo og purløg i solen ...? Jeg hopper med glæde på en kartoffelkur, så længe den er med mayo!!

Kolo-klunseren fik fat i 4 skønne stole, som ganske vist har overskredet sidste salgsdato, men er "so much better" end de overklattede klapstole jeg har. Her er 2 af de smækre orange lyn! Fik også nallerne i et lyseblåt folde-ud-bord, som I får at se ved senere lejlighed.

-I skal da også lige se min lille hær af "soon to be" en fryd for øjet i kolo. Måske må jeg vente til næste år før de blomstrer, men bare jeg på et tidspunkt kan få blæreretten til en masse underskønne Blumen, så er jeg zufrieden!

søndag den 6. juni 2010

Kvitte-vitte-vit bum bum!

Dejligt at komme ud i kolo, når der sidder små skattebasser af teenage musvitter i éns blommetræ. Desværre kommer mit "old school" digicam til kort, hvad angår zoom, så selvom jeg klatrede op i træet var pipsen ikke nem at "fange"...

Så er det frem med luppen! Når jeg bli'r rig vil jeg have et kamera med ordentlig zoom, så jeg kan udleve min drøm om at være kolo-paparazzi!

Så er der gang i lupinerne, aaahh!!

Jeg havde brug for et projekt, hvor resultatet af min sved på panden og jord under neglene kunne ses efter et par timer ...!

Mums!! Ja, så bliver det svært at kalde sig procesorienteret, når resultatet er så lækkert!!

Så har den hjemmebyggede kompostbeholder fået sig en lillebror. Med alt det grønne guld i min have, kan man jo ikke nøjes med én beholder.

Første kolo-buket i år, den fik min søde far - det var jo hans dag i går!

I dag skal jeg ud og klunse i Peter og Mortens kolo, de har nemlig store oprydningsdag og er i giv-væk humør ... håber jeg!

fredag den 4. juni 2010

Til de nysgerrige ...

... hvis der altså er nogle!? Men for at begrænse antallet af læsere, der ligger søvnløse om natten, fordi de spekulerer over, hvordan lille røde Ruth tager sig ud indendørs, TADAAAAAAAAA!!!!!

Ja, pas på I ikke tisser i bukserne af misundelse over min evner udi "fæng svi"! Alvor til side, dette rum bliver forhåbentligt engang forvandlet til et fint lille samtalekøkken kolo-style, med slagbænk, tallerkenrække og et lille bibliotek med knaldromaner.

Det "sorte hul" I kan se bagerst er tidligere ejers version af "stiksavsmassakren"! Vedkommende må have tænkt, "jeg vil ha' et STOOORT kolonihavehus!! Jeg pløjer mig sgu lige igennem væggen ud til skuret!" Som tænkt, så gjort ... nu er Ruth indehaver af et stort kvadratisk hul-i-væg, udført af fuld mand på kængurustylte!!

Et vu fra "hoveddøren" og ind i "dagligstuen", der stadig er fyldt med fugleklatter fra den stakkels solsort ... så mon ikke der snart skal stables et rengøringsprojekt på benene ...? Fordi jeg har jo ikke nok projekter i haven, vel!?!

Dette, nu tilklattede rum, skal gerne ende med at blive en lille hyggelig stue/udkigspost, hvor jeg kan holde øje med både haven, fuglene og naboerne. Hvilket minder mig om, at jeg skal have anskaffet mig en kikkert ...

"Shit!" ku' man have lyst til at sige ...

Ville gerne slutte af med noget pænt, men det må vente til i morgen. Er træt og har lige pottet alle mine små skvat af nogle blomsterspirer om i hjemmelavede avispapirspotter ... længere proces, men kan nu pudse øko-flipper glorien og sove sødt og bæredygtigt ... Gød nøt